Monoteisme

Monoteismen har forskelle aspekter. Det kan måske lettest ses i kontrast til polyteismen. Ordene polyteisme og monoteisme er sene begreber, men en måde at beskrive polyteismen på er at den indeholder en verden med flere guder, dyrket på flere forskellige steder og at guderne sættes i relation til hinanden. I kontrast hertil er det gamle testamente tydeligvis monoteistisk. Her er der kun én Gud – og det får en række konsekvenser.

Monoteisme – En skaber

Det første er, at monoteismen relaterer sig til skabelse. ^[1]Wright, N.T. The New Testament and the People of God Society for Promoting Christian Knowledge 1992,s. 249f. kalder det for “Creational Monotheism”, jf. Bauckham, Richard Jesus and the … Continue reading Gud alene er skaberen. I religionerne uden for bibelen bliver forskellige guder knyttet til forskellige aktiviteter; Nogle guder havde magt over forskellige dele af skaberværket (hav, ild, luft).  Andre guder var knyttet til menenskelige aktiviteter (krig, sex, kommunikation osv.). Sådan taler Bibelen ikke om Gud. Der er én Gud, som har skabt alt, og som derfor også opretholder alt. Derfor er alle andre ”guder” i virkeligheden ikke guder. I Jeremias’ bog beskrives afguderne som et udsmykket træ eller som et fugleskræmsel i en melonmark, der ikke kan gå (10,5). Den samme pointe finder vi i Es 45,20-46. ”guderne” er skabte – Gud er skaberen.

Monoteisme – en der skal tilbedes

Det næste er at Monoteisme fordrer tilbedelse af én Gud. Påbuddet om kun at tjene Gud går som en rød tråd igennem det gamle testamente. 5 Mos 6-8 tjener som et klart eksempel, men vi finder det også andre steder. I dommerbogen beskrives de positive perioder som at folket tjente Herren. ^[2]Dom 2,7 10,16 Andre steder er det en opfordring (Sl 2,11 99,2 101,23 Es 56,6)

I de ti bud får Israel forbud mod at have andre guder end Israels Gud, og at lave et gudebillede. Bag det sidste forbud ligger der et opgør med den panteistiske forestilling, som lå til grund for religionerne omkring Israel.^[3]Til det følgende se: MuellerJohn Theodore og Pieper, Franz Concordia publishing house 1934 179f; Oswald, John The Bible among the myths: unique revelation or just ancient literature? Zondervan  … Continue reading

I de religioner var der, på grund af den panteistiske grundtanke, et sammenfald mellem guderne og gudebillederne: Gudebillederne var guden. ^[4]Det er også på den baggrund vi skal forstå folkets ønske i 2 Mos 32,1: ”Lav os en gud, som kan gå foran os”, og udsagnet i 32,4: ”Her er din Gud Israel, som førte dig op fra Egypten”.

Paulus taler ud fra samme grundlæggende monoteisme når han siger om thessalonikerne: ”I vendte om til Gud fra afguderne for at tjene den levende og sande Gud og fra himlene at vente hans søn, som han oprejste fra de døde, Jesus”. (1 Thess 1,9f)- Her sættes omvendelsen ind i en klar monoteistisk sammenhæng; Kontrasten mellem ”afguderne” og den ”levende og sande Gud” har rødder i det gamle testamente, hvor afguderne ikke er levende. Paulus’ omtale af afguderne som ”stumme” i 1 Kor 12,2 svarer til Jeremias’ udsagn om, at gudebillederne ”ikke kan tale”. (Jer 10,5).

Monoteisme – en frelser

I Esajas 45 sammenholdes to vigtige aspekter af Guds frelse af sit folk. Først understreges den skabelsesmæssige monoteisme, som nævnt ovenfor. Dernæst understreges, at Gud kun findes hos Israel (v.14), og at Israel kun frelses ved Herren (v.17). Sidst i afsnittet siges, at det også gælder ”hele du vide jord” (v.22). I kontrast hertil står folkene, der beder til ”en gud, der ikke kan frelse” (v.20b).

Samlet kan vi altså sige, at monoteismen kommer til udtryk i at Gud alene er skaberen, Gud alene skal tilbedes og Gud alene er frelseren.