Forholdet mellem den troende og Jesus

Spørgsmålet om, hvordan de første kristne i almindelighed og Paulus i særdeleshed har opfattet Jesu status i forhold til Gud har været særdeles omdiskuteret i faglige kredse de sidste 30 år, og der er kommet et væld af bøger og artikler om det tema. ^[1]Se fx: Bauckham, Richard God Crucified: Monotheism and Christology in the New Testament Wm. B. Errdmans Publishing Co 1998,Hutardo, Larry W. Lord Jesus Christ – Devotion to Jesus in Earliest … Continue reading.

I det følgende skal vi se på et spørgsmål: Hvordan ser Paulus på forholdet mellem Jesus og den troende? Man skal ikke læse meget i Paulus’ breve før man ser at relationen mellem Jesus og den troende fylder meget hos han. Hele hans liv og kald er fokuseret omkring Jesus.

Paulus’ kald

I Rom 1,5 hedder det at Paulus har fået “nåde og apostelkald [af ham] til at føre mennesker i alle folkeslag til troslydighed, hans navn til ære”. Sammenhængen viser klart, at “ham” i denne kontekst er “Jesus Kristus, vor Herre”, som nævnes i vers 3. Det er altså Jesus Kristus, der har givet Paulus kaldet.  I Gal 1,16 nævner Paulus, at Gud åbenbarede sin søn for ham “for at jeg skulle forkynde evangeliet om ham blandt hedningerne”.

Paulus’ fremtid

I de tekster, der handler om fremtiden er det tydeligt, at forventningen om at være sammen med Jesus fylder rigtig meget. I brevet til filipperne udtrykker Paulus en længsel efter at “Bryde op og være sammen med Kristus” (1,23). I 1 Thess 4,17 forventer Paulus “altid at være sammen med Herren”, og i 1 Thess 5,10 at vi skal “leve sammen med ham”.

Kristus og Kirke

I det gamle testamente er forholdet mellem Gud og Israel flere steder beskrevet som en ægtepagt. Se fx:  Hos Paulus er det tydeligt, at det er blevet til en relation mellem Kristus og menigheden. Vi finder det tydeligt i  2 Kor 11, 3 og Ef 5.

Bøn til Jesus

Jehovas vidner afviser at man skal bede til Jesus.  Argumentet er, at Jesus lærte sine disciple at bede til faderen, og at de første kristne bad til faderen i Jesu navn. Spørgsmålet er dog, om det helt svarer til det billede vi får i det nye testamente. Vi har flere eksempler på, at folk beder til Jesus. Det løser Jehovas vidner ved at sige, at man skal se det som en henvendelse til Jesus, ligesom man henvendte sig til engle og “I hvert af tilfældene var det åndeskabningerne der tog initiativet til kommunikationen”.  ^[2] "Skal vi bede til Jesus?", Vagttårnet 1. Januar 2015 s.14

Spørgsmålet er dog, om man ikke her forregner sig lidt. Hvis vi ser på kommunikationen mellem Paulus og Jesus så er det vanskelig at sige kun er “henvendelser” frem for “bøn”. Det mest entydige eksempel er 2 Kor 12,1-10. Her bliver Paulus givet en torn i kødet. Paulus’ reaktion er “Tre gange bad jeg Herren om, at den måtte blive taget fra mig” (v.8).  Det er hævet over rimelig tvivl, at “Herren” her er Jesus, hvilket fremgår af sammenhængen:

v.8: Bøn: Jeg bad Herren om at den måttet blive taget fra mig

v.9a: Svar: Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed

v.9b: Paulus’ reaktion: Jeg vil …være stol af min magtesløshed, for at Kristi magt kan være over mig.

Den magt det er tale om i vers 9a må være den samme magt, som der omtales i vers 9b som “min magt” – og “min” må være den samme som Paulus i vers 8 beder til. Derfor er det vanskeligt at komme uden om, at Paulus dette sted beder til Jesus.

Hvordan forstår Jehovas vidner 2 Kor 12? Man forstår den, der taler i vers 9 som værende Jehova: “Jehova sagde: “Min kraft bliver gjort fuldkommen i svaghed.”” .^[3] "Hvordan Guds hellige ånd hjælper os", Vagttårnet November 2019 s.8-13, s.9. En sådan forståelse syntes at må se bort fra vers 9b, hvor Paulus – som en konsekvens af svaret i vers 9a – taler om Kristi magt.