Rom 10,12-13

Her kommer Jehovas vidners teologi klart til udtryk i deres oversættelse. De oversætter med “Jehova” frem for “Herren” i vers 12. I deres bibeloversættelse har det et tillæg (A5) hvor de forklarer baggrunden for deres praksis. Rent historisk har man ikke været konsistente i, hvem versene handler om.

Problemet er bare, at det når det gælder Rom 10,13 ikke løser problemet for Jehovas vidner. Der er flere grunde til at tro, at “Herren” her er en reference til Jesus – Uanset om der har stået kyrios eller JHVH i den græske tekst.

Afsnittets sammenhæng

I det efterfølgende afsnit (v.14-17) opererer Paulus med en kæde der “går baglæns”:

• Påkaldelse forudsætter tro (v.14a)
• Tro forudsætter at der bliver hørt (v.14b)
• At høre forudsætter, at der bliver prædiket (v.14c)
• At der bliver prædiket forudsætter, at nogle er udsendt (v.15)
• Men der er ikke automatik fra at tro til at høre (v.16)
• Konklusion:
  • Troen kommer at det, der høres (Jf v.14b)
  • Det der høres kommer i kraft af Kristi ord (jf v.14c)

Det der prædikes er altså ordet om Kristus. Når det afslutter kæden er der god grund ti at antage at herre i vers 13 handler om Kristus.

Dertil kommer to yderlige grunde til at antage at ”Herrens navn” i 10,13 refererer til Jesus:

• I 10,9 bekendes, at Jesus er Herre
• I 10,11f er ”tro på ham” og ”den samme herre” (10,12) referencer til Jesus
• I 10,14 må ”ham” være Jesus frem for JHWH – ellers skulle Paulus nægte, at jøder påkalder Gud – eller at de har hørt om Gud.

At påkalde

Paulus bruger udtrykket “At påkalde” tre steder udover teksten her.^[1]De to andre tekster er:  2 Kor 1,23 2 Tim 2,22. 2 Kor 1,23 påkaldes Gud. I 2 Tim 2,22 påkaldes Herren. . Den mest interessante er 1 Kor 1,2 fordi der både indgår påkalde, og navn: “dem, der er helliget ved Kristus Jesus, kaldet til at være hellige, sammen med alle dem, der påkalder vor Herre Jesu Kristi navn på ethvert sted”. Her er det hævet over enhver tvivl, at det er Jesu navn der påkaldes.