Kristus i GT?

“Skrifterne vidner om mig,” siger Jesus i Joh 5,39. Hvad mener Jesus egentlig med det? Det spørgsmål har jeg diskuteret med nogle af folkene bag forlaget Semper. Udfordringen med en diskussion er, at man nogle gange ikke får sagt alt, og slet ikke får sat rammen. Det følgende er et forsøg på at sætte en ramme. Så vidt jeg kan se, vidner Skriften (=GT) om Jesus på flere forskellige planer. De første handler om hermeneutik, altså hvordan vi læser Skriften. Den sidste stiller spørgsmålet: Hvem er Kristus?

Hvad er sand jødedom?

Jesu komme skete ikke i en historieløs kontekst. Et af de spørgsmål, der rumsterede, var for mig at se, hvad og hvem der udgjorde den sande jødedom. Det er i en vis udstrækning det spørgsmål, som ligger bag dannelsen af Qumran-samfundet og den farisæiske retning inden for jødedommen. Et eksempel er Damaskusskriftet, der viser, hvordan gruppen gik ud fra Jerusalem for at danne den rette vej. ^[1]Se for eksempel beskrivelsen af dannelsen af fællesskabet i Damaskusrullen (CD).

Den samme problematik møder vi i evangelierne. Jesus siger til farisæerne og saddukæerne i Matt 3,7: “Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér.” Paulus diskuterer i de fire første kapitler af brevet til de kristne i Rom blandt andet, hvem der er en sand jøde (2,17ff), og hvem der er sande efterkommere af Abraham (4,11-22). I 9,6 siger han, at “Det er ikke alle, som kommer fra Israel, der er Israel.” I Åb 2,9 taler Jesus om en gruppe, der „påstår at være jøder og ikke er det, men lyver“. Disse steder føjer sig ind i en diskussion på linje med Damaskusrullen om, hvad der er sand jødedom.

Fra NT til GT og tilbage igen

Nært beslægtet med spørgsmålet om sand jødedom er en anden side af Skrifterne i Det Nye Testamente. Det gennemsyres nemlig af en overbevisning om, at det, der skete med og omkring Jesus, var opfyldelsen af Det Gamle Testamente. Det ser vi i den gentagne sammenkobling af Jesus med Det Gamle Testamente. Eksemplerne er mange. Slægtstavler og citater fra GT kobler igen og igen Jesus og Det Gamle Testamente sammen. Det sker på flere forskellige måder; her skal jeg nævne tre »metoder«, NT’s forfattere bruger. ^[2]Til det følgende se: Hutardo, Lord Jesus Christ: Devotion to Jesus in Earliest Christianity, Wm. B. Eerdmans Publishing Co., 2003, s. 564–577.

Løfteopfyldelse

Den første måde er efter skemaet »Løfteopfyldelse«. Det er nok den mest kendte model. Her tænker man typisk på tekster som Jer 23,5ff, hvor det hedder: “Der skal komme dage, siger Herren, da jeg lader en retfærdig spire fremstå af Davids slægt.” Her har vi et løfte om en konge, der når sin opfyldelse i Jesus af Nazaret. Et andet eksempel efter samme mønster er Es 61, som Jesus selv knytter til i Luk 4,16ff.

Mønsteropfyldelse

Hvis man alene tænker ud fra løfteopfyldelsesmodellen, er der tekster i Det Nye Testamente, der er vanskelige. Der findes tekster i GT, som ikke indeholder et løfte eller en profeti, men som i NT tilsyneladende udlægges sådan. Det mest kendte eksempel er Matt 2,13ff, hvor Matthæus kobler Hos 11,1 sammen med Jesu flugt fra Ægypten. Når man læser teksten i den oprindelige sammenhæng, er den hverken en profeti eller en tekst om Messias. Det er en tekst, der handler om udvandringen fra Ægypten. ^[3]Se fx: Francis I. Andersen, David Noel Freedman, Hosea (The Anchor Yale Bible Commentaries), s. 576. Det fremgår af parallelismen mellem 11,1a og 11,1b. Den næste del af teksten beskriver Israels gentagne frafald. Det har derfor givet en del bibellæsere grå hår, og man kan overveje, om Matthæus bruger den blot fordi ordene »søn« og »Ægypten« optræder i den.

Der er en anden mulighed. Ordet »opfylde« har enkelte steder hos Matthæus nuancen »virkeliggøre«. Det første eksempel er 3,15, hvor Jesus skal døbes for at »opfylde al retfærdighed«. Her giver »opfylde« i betydningen »opfylde en profeti« vanskelig mening, hvorimod »virkeliggøre« giver mening. Det samme gælder 5,17; her sætter Jesus »opfylde« i kontrast til »at nedbryde«. Her giver ideen om at realisere langt bedre mening. Jesus og de nytestamentlige forfattere så Jesus som den sande israelit. Derfor knytter Jesus selv og forfatterne tekster, der i GT handler om Israel, til Jesus selv. Det er for eksempel en pointe i Matt 4 med fristelsen i ørkenen.

Esajas så Jesus

De fleste modeller, man opbygger, når man skal tale om Kristus i GT, mangler et fokuspunkt på, at GT ikke alene peger frem mod NT, men at Jesus allerede er til stede i GT. Johannesevangeliet kan deles ind på forskellige måder. En oplagt måde er at se 2,1–12,43 som en del for sig selv. Den begynder med, at Jesus gør et tegn – vinunderet i Kana (2,1ff). Derefter fortæller Johannes om en række tegn, hvorefter han slutter med en refleksion, der knytter til Es 52,12ff (Joh 12,38–40) og Es 6,1ff (Joh 12,41).

Det interessante her er, at Johannes føjer et aspekt til, som jeg skønner at Kasper A. Bergholt overser. Der er en påstand om, at GT ikke »blot« peger frem på Kristus, men at Kristus er til stede allerede i Det Gamle Testamente. Det er ikke kun Joh 12, der har denne tanke. Den finder vi også i Joh 8,56ff, Hebr 11,26, Jud 5 og 1 Kor 10,4. Dermed rykker NT’s forfatter hele rammen. Jesus ses ikke bare som den, som NT peger frem imod. Han er allerede til stede og møder mennesker i GT. Den tænkning fortsætter fx i Justins dialoger, hvor han peger på, at det var Jesus, der mødte Moses ved den brændende tornebusk.

Overbevisningskraft

Vi ved ikke, hvor mange jøder der kom til tro på Jesus. Vi ved, at det var en pæn del. Der var altså en del jøder, der vendte sig til Jesus som deres Messias. Her står vi med en historisk udfordring. Hvis jeg forstår Bergholt rigtigt, ligger Jesus ikke på overfladen af GTs tekster om Messias eller om Herrens Tjener. En historisk læsning vil ikke føre til det billede af Messias, som vi har i NT.

Det rejser et nyt spørgsmål, som historisk er mindst lige så interessant. Hvis GT ikke er særlig kristologisk, hvorfor var der så jøder, der i lyset af Jesu død og opstandelse gjorde det kristologisk? De havde vel dybest set ikke behov for det? De kunne vel bare have fastholdt, at teksterne handlede om fx Israel?

Endelig: Hvorfor var der jøder (eller hedninger for den sags skyld), der fandt de kristnes læsning og forståelse af GT så troværdig, at de blev kristne?

Kasper Bergholt antyder, at dette skete i lyset af Jesus-begivenheden. Den kaster lys tilbage på teksterne. Han kalder det, at de kristne »tilføjer retrospektivt endnu et betydningslag uden at ophæve tekstens oprindelige betydning«. ^[4]https://foenix1976.dk/2025/02/06/kristus-i-det-gamle-testamente/

Jeg tror, han kan have ret et stykke på vej. Men hvad var det, der fik folk til at antage validiteten af denne tolkning? Og hvordan fastholder man den tanke uden, at læsning af GT ender i vilkårlighed? Hvis vi nu siger, at der er to lag: Betydningslag 1, som er det historiske, og betydningslag 2, som er det kristologiske, hvordan kommer man så fra det ene til det andet? Om det er fra 1 til 2 eller 2 til 1, er ikke det væsentlige. Men hvad er vejene imellem dem? Det mangler jeg nok en refleksion over.

Fundamentalisme?

I mit oprindelige indlæg anklagede jeg Bergholt for fundamentalisme. Min pointe blev ikke særlig tydelig, og jeg indrømmer også gerne, at det var (en anelse) polemisk. Min pointe er, at fundamentalisme for mig at se rendyrker enkelte elementer i en fortolkning og laver nogle – for mig at se – forenklinger, som mangler rødder i historien. Dét er stadig en væsentlig anke mod artiklen, fordi den på den ene side fastholder, at det er først i lyset af Jesusbegivenheden – som generativ for NTs kristologi – men ikke giver antydninger af, hvordan dette er genereret. Jeg burde dog nok have undladt brugen af ordet »fundamentalisme«, da det blev polemisk og ikke åbnende for min pointe.